Viborg Katedralskole stod i et dilemma. Skolen har altid haft til formål at inspirere, skubbe grænser og har stået på mål for de helt store drømme. Sideløbende bliver de konfronteret med en generation, der føler meget vægt på sine skuldre, og der til tider har mistet følelsen af at være god nok. Det er en generation, der i højere og højere grad søger tryghed og bekræftelse. 

Udfordringen lå derfor i at lave en brand- og rekrutteringskampagne, som kunne imødekomme de unges bekymringer og samtidig holde fast i muligheden for at drømme, der er en essentiel del af Viborg Katedralskoles identitet.

Det handlede for os om ikke at anskue dét at drømme og behovet for tryghed som to modstridende elementer. I stedet ønskede vi at portrættere, at de store drømme og trygheden kan være gensidigt afhængige. Hvis der ikke er et trygt og eksplorativt miljø, hvor der er plads til at fejle, hvordan skal vi så turde at drømme?

Vi ønskede desuden at anerkende og italesætte det pres, der til tider hviler på de unge. Når eksempelvis valget af gymnasie føles som om, at det låser alle fremtidens muligheder, allerede inden voksenlivet overhovedet for alvor er gået i gang. 

‍

I biograffilmen er det opbygget som et klassisk modpol-forhold. En kommunikation, hvor Viborg Katedralskole går imod presset fra omverdenen, og hvor vores hook er baseret på en pain og en følelse, som vi ved, at store dele af netop denne målgruppe deler. 

‍

Til præcist dette narrativ er der ingen bedre fortællere end eleverne selv. Og fortællingen er derfor fortalt gennem citater fra elever på skolen. Flere af eleverne bliver ligeledes brugt i portrætter senere i kampagnens forløb til at opbygge en tættere relation og til at tiltrække specifikke elevgrupper.